I forbindelse med en skilsmisse er der altid både noget, du skal sige “farvel” og “goddag” til. Selv om skilsmisser er individuelle, går mange oplevelser igen. Hvis du er blevet forladt, kan du opleve hele din tilværelse blive revet op med rode og skal finde et nyt ståsted i livet. Er du den, som har forladt din partner, kæmper du måske med skyldfølelse.
Det er helt naturligt at være i et følelsesmæssigt kaos og at opleve flere reaktioner skift, fx:
- Forvirring
- Skam
- Frygt for fremtiden
- Dyb sorg
- Ensomhed
- Vrede
- Hektisk aktivitet for ikke at tænke
- Behov for hele tiden at være sammen med nogen
- Depression
- Skyld og selvbebrejdelse
- Svært ved at mærke sig selv eller egne behov
- Identitetskrise
Hvorfor kommer nogle hurtigere end andre over en skilsmisse?
Parterne i en skilsmisse vil typisk være forskellige steder på forskellige tidspunkter i brudprocessen. Ofte har den ene part haft overvejelser om skilsmissen gennem længere tid og vil måske opleve skilsmissen som en lettelse. Måske er denne part endda hurtigt videre i et nyt forhold.
For den anden part kan skilsmissen komme som lyn fra en klar himmel, og det kræver måske derfor en længere periode at bearbejde sorgen og tabet.
Er der børn involveret, er det vigtigt, at man som forældre husker, at de kan have deres egen brudproces uafhængig af forældrenes. Læs mere om børns reaktioner på skilsmisse